Få alle med på holdet – og pigerne på banen
Dette års U-landskalender vil støtte børn og unge i Sierra Leones slumområder – særligt pigerne – så de kan skabe sig en bedre fremtid.
De skal leve uden vold og misbrug, de skal have adgang til stærke sportsfællesskaber, og de skal have adgang til uddannelse, så de i højere grad kan skabe det liv, de drømmer om.
Vi skal sammen med seje børn og unge i Sierra Leone få alle med på holdet.
Årets projekt kommer til at gøre en forskel flere steder i Sierra Leone, også ude i ganske små byer.
Men det fokuserer særligt på storbyens slumområder. Her er livsvilkårene ekstra barske, og her er pigerne også særligt udsatte.
I den slags områder er en fodboldbane eller en skole noget værdifuldt. De steder kan nemlig skabe et frirum i en skrøbelig hverdag. Et sted, hvor børn og unge kan mødes, lære, lege og have det sjovt i et fællesskab. Og det kan også være et sted, hvor de kan møde nogle voksne, der kan vejlede og inspirere dem.
I Sierra Leone er mange børn og unge nemlig ellers udelukket fra at blive inddraget eller hørt i samfundet. Det gælder i særlig grad for piger og unge kvinder, som generelt er mere udsatte og svagt stillet.
Med årets projekt skal særligt pigerne med på sportsbanen, med i fællesskabet og støttes til at kunne skabe lidt flere muligheder for sig selv. Og de unge kvinder vil igennem projektet få adgang til uddannelse, der kan sikre dem selvstændighed og en bedre mulighed for at skabe det liv, de selv gerne vil leve.
Projektet vil også arbejde på at nedbryde kønsnormer om, hvad et liv som pige og ung kvinde vil sige – og bidrage til at nedbryde nogle af de barrierer, der forhindrer piger i at kunne gøre deres drømme til virkelighed.De skal have lov til selv at bestemme over deres krop og bedre mulighed for at påvirke deres fremtid.
Piger i Sierra Leone
Som pige i Sierra Leone har man meget lidt at skulle have sagt. Både i sit eget liv og i samfundet.
Der er stor ulighed mellem kønnene, og der er alt for mange piger og kvinder, der udsættes for vold og overgreb – også i en meget ung alder. Tidlige ægteskaber er en af de vigtigste årsager til, at de piger, der faktisk får chancen for at komme i skole, ikke får den fuldført.
Nogle piger i Sierra Leone lever helt afskåret fra en barndom med læring, leg, sport og sunde fællesskaber – og senere uden adgang til uddannelse og jobs.
To organisationer – og to delmål
Årets projekt drives i et partnerskab mellem de to danske organisationer Dreamtown og FANT, som begge samarbejder med lokale organisationer i Sierra Leone – bl.a. skoler og sportsklubber.
Projektet består af to delmål, som er designet til hver sin målgruppe:
Delmål 1 for projektet:
Fællesskaber for piger på 6-14 år
For den yngste målgruppe på 6-14 år vil årets projekt skabe trygge rammer for en barndom, hvor der også bliver plads til leg og læring og vil nedbryde barrierer omkring piger og sport. F.eks. på fodbold- eller håndboldbanen, der typisk er domineret af drenge.
Pigerne kommer med i organiserede idrætsaktiviteter, hvor de får et stærkt og inkluderende fællesskab med andre piger. Samtidig møder de voksne rollemodeller, der giver børnene en mere generel og personlig støtte – bl.a. ved at tage fat i tabuiserede emner som omskæring og menstruation og give inspiration om pigernes muligheder og rettigheder mere generelt.
Så pigerne – og de drenge, der er med – får ikke bare sjov og fællesskab, de udvikler også færdigheder, selvtillid og viden om deres muligheder. Det er afgørende for, at de kan skabe sig en bedre fremtid.
Denne del af årets projekt foregår i samarbejde med 16 sportsklubber over hele Sierra Leone. Her er nogle af de øvrige elementer:
- Uddannelse af flere kvindelige sportstrænere.
- Inklusion af piger i design af sportsaktiviteter.
- Organisering af fodbold- og håndboldaktiviteter.
- Sportsudstyr, vand og lægehjælp.
- Kampagner om pigers rettigheder målrettet forældre og lokalsamfund.
Delmål 2 for projektet:
Uddannelse for piger på 15-25 år
For piger på 15-25 år fokuserer projektet på at skabe inkluderende og sikre uddannelsesmiljøer, der giver dem mulighed for selv at skabe sig indtjening og blive selvstændige. Det gør en afgørende forskel – de får en reel mulighed for at kontrollere deres eget liv og forsørge sig selv.
Denne del af årets projekt bliver drevet via tekniske skoler, der giver piger helt konkrete færdigheder, som kan give dem en indkomst. Det kan f.eks. være at blive skrædder, kok, eller at arbejde med IT. Samtidig danner pigerne netværk og lærer om deres rettigheder, og hvordan de kan stå sammen mod vold og overgreb. Projektet foregår i tæt samarbejde med 10 tekniske skoler på tværs af Sierra Leone. Her er nogle af de øvrige elementer:
- Styrkelse af tekniske skoler omkring sikker og inkluderende undervisning.
- Etablering af IT-hubs på skoler.
- Uddannelse af lærere.
- Teknisk undervisning til piger og unge kvinder i blandt andet IT.
- Kampagner med fokus på skolers rolle i kampen mod vold mod piger og kvinder.
Her er de to organisationer bag
Organisationerne bag U-landskalenderens projekt 2023 hedder FANT og Dreamtown. FANT arbejder sammen med den lokale organisation FANT Sierra Leone. Dreamtown arbejder sammen med organisationen Youth Dream Center (YDC). Begge har hovedkontor i hovedstaden Freetown, men arbejder også i andre større og mindre byer over hele landet.
FANT
FANT arbejder for at fremme børn og unges rettigheder og muligheder gennem sport. De driver fodbold- og håndboldprojekter, hvor børn får mulighed for at lege og have det sjovt i et trygt miljø, hvor de lærer om deres rettigheder og bliver inspireret til at finde deres egen vej i livet. FANT uddanner kvindelige trænere og involverer familier og folk i lokalsamfundet i arbejdet med at sikre piger en plads på banen – i sporten og i det øvrige samfund.
- Har arbejdet i Sierra Leone siden 2012
- Arbejder også i Gambia og Ghana
- Har 4 ansatte i Danmark
- FANTs partner i Sierra Leone, FANT SL, har 35 ansatte
Dreamtown
Dreamtown arbejder med uddannelse for unge og at støtte unge til at være aktive i udviklingen af deres lokalsamfund gennem sikre, grønne og kreative byrum. For at skabe sikre og kreative rum for læring støtter Dreamtown uformelle skoleprojekter, hvor piger og unge kvinder lærer at arbejde med IT, matematik, madlavning, at lave tasker og at sy og designe tøj. På den måde får de færdigheder, de kan bruge til at skabe sig en indkomst. På de uformelle skoler får pigerne også sat fokus på kvinders rettigheder og på vold mod kvinder. De skaber netværk, hvor de kan hjælpe og inspirere hinanden.
- Har arbejdet i Sierra Leone siden 2010
- Arbejder også i Zimbabwe, Uganda og Kenya
- Har 9 ansatte i Danmark
- Dreamtowns partner i Sierra Leone, YDC, har 12 ansatte
Årets projekt understøtter FN’s verdensmål
Mål 3: Sundhed og trivsel er en stor del af det at dyrke sport. Her kan man indgå i stærke fællesskaber, der giver værdi og fremmer trivsel og livsglæde.
Mål 4: Kvalitetsuddannelse spiller en afgørende rolle for de muligheder, man får i livet. Projektet støtter pigers adgang til kvalitetsuddannelse.
Mål 5: Ligestilling mellem kønnene er afgørende i projektet, der handler om at styrke piger og unge kvinders rettigheder og muligheder for at skabe det liv, de drømmer om.
Mål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund er en grundsten i arbejdet med børn og unge der lever et liv i slumområder.
Mål 17: Partnerskaber for handling. I vores partnerskab arbejder Dreamtown og FANT tæt sammen med skoler og sportsklubber i Sierra Leone, som skaber bedre betingelser for børn og unge.