Gå til hovedindholdet Gå til undermenuen

Traditionsrig folkeoplysning til danske børn på TV og i skolen

DR og Danida har samarbejdet om Børnenes U-landskalender i over 60 år. Begge lægger sig hvert år i selen for at skabe et stykke folkeoplysning af høj kvalitet. Den skal vække nysgerrighed og eftertanke – udsyn og læring. Det sker sammen med årets hjælpeorganisationer, i 2023 Dreamtown og FANT.

De fleste danskere har oplevet Børnenes U-landskalender som en fast del af optakten til juletiden helt siden 1962. Sådan er det stadig. Børn over hele Danmark tager stadig hvert år hul på deres december-morgener ved at åbne dagens låge på U-landskalenderen. Mange børn ser DR's udsendelser i TV. Og desuden er U-landskalenderen vokset til at blive en stærk tradition for en hel generation af børn på danske skoler over hele landet, der bruger undervisningsmaterialerne til lange fagperioder eller hele emneuger. I 2022 blev undervisningsmaterialet brugt på næsten 1000 skoler og af over 100.000 aktivt engagerede elever.

U-landskalenderen består af fire dele:

  • Den traditionsrige lågekalender i pap, der knytter an til årets tv-julekalender på DR.
  • En række film om årets land, der udsendes på DR’s børnekanaler.
  • Årets undervisningsmateriale med børnebog, web-univers, opgaver og aktiviteter til 1.-5. klasse.
  • Årets hjælpeprojekt, der dækkes af overskuddet fra lågekalenderen plus midler fra Danida. I 2023 står de danske NGO'er Dreamtown og FANT for projektet.

U-landskalenderen på TV

Børnenes U-landskalender har gennem alle årene været skabt i et tæt samarbejde mellem Danida og DR.

For begge er indsatsen lidt af en hjertesag, og derfor bliver der hvert år lagt et stort arbejde i at forny og forbedre U-landskalenderens mange aktiviteter. Det skal være spændende og kvalificeret folkeoplysning om den store verden – i børnehøjde.

DR sender sine TV-hold på rejse i årets land for at skabe årets nye historier – gerne med nogle af DR’s mest populære børneværter i front. Resultatet er en række film, der udfolder årets tema som godt børne-TV med stof til eftertanke. Og som ungerne møder på DR’s børnekanaler ind gennem efteråret – og senere hen i genudsendelser og som streaming på DRTV.

Alle de film kan skolerne også bruge i klassen ved at vise dem fra Filmbanken i U-landskalenderens lærer-univers.

Børnene vil desuden møde pap-lågekalenderen mange steder ude i butikkerne fra oktober.

Tradition på de danske skoler

Børnenes U-landskalender er også blevet en fast tradition på landets skoler.

  • Nyt hvert år: Danida udgiver hvert efterår et nyt, gennemarbejdet undervisningsmateriale om årets land. Hvert år med helt nyt indhold, film og opgaver.
  • Materialet er ikke i sig selv ”julet”, og det beholder sin aktualitet i årevis frem. Derfor kan du bruge og genbruge det året rundt, når det passer ind hos jer.
  • Samlet tema til flere fag: Materialet retter sig mod flere fag, men har altid en god, skønlitterær bog som centrum – og det handler om både børneliv, livsvilkår og natur i årets land. Årets forfatter og en undervisningskonsulent har været på rejse i landet sammen med en fotograf for at samle materiale ind. Derfor er der altid en klar rød tråd gennem det hele.
  • Nemt at anvende – alt, hvad I skal bruge til alle opgaver osv., er lige for hånden.

Målet er folkeoplysning af høj kvalitet

Målet er at tilbyde et materiale med en høj faglig og didaktisk kvalitet – som også er en sjov og engagerende oplevelse for eleverne. Det er samtidig et vigtigt mål, at det ikke ”spilder” faglærernes og børnenes tid. Men materilet lever ikke kun op til fagmålene, det søger også at lægge sig helt i centrum af folkeskolens formålsparagraf.

Derfor skal det på samme tid give solid læring, der følger fagenes undervisningsmål – og give et spændende kig ud til børneliv i en helt anden del af verden. Et liv, der er noget at lære af, fordi det både ligner elevernes eget og er meget anderledes.

Et kulturmøde, hvor de danske børn også møder sig selv.

Børnenes U-landskalenders web-aktiviteter, bøger og undervisningsmaterialer produceres for Danida af:

Publikum Kommunikation
inVirke
Pluralis ApS

Se indsamlingsregnskabet for sidste år

Andre lande

Børnenes U-landskalender har i mange år lavet undervisningsmateriale til indskoling og mellemtrin om forskellige lande. For Myanmar, Zambia, Nepal, Tanzania, Burkina Faso, Jordan, Bangladesh, Etiopien, Kenya og Tunesien ligger der et komplet materiale omtrent som dette års materiale klar til brug her.

Tidligere års materiale

Få nyhedsbrevet - og ekstra muligheder

Nyhedsbrevet til lærere giver dig tilbud om materialer og muligheder fra U-landskalenderen, DR og Danida. Kommer 3-4 gange årligt.

Tilmeld dig til nyhedsbrevet

Børn hjælper børn – verden rundt

Gennem årene har U-landskalenderen hjulpet børn i mere end 40 lande – særligt i Afrika, Asien og Latinamerika. Blandt de mange projekter er:

  • Bedre skolegang for børn i Zambia, Kenya, Tanzania og Bangladesh
  • Bedre ernæring til børn i Congo og Nepal
  • Hjælp til flygtningebørn i Myanmar, Jordan og Libanon
  • Bekæmpelse af polio i afrikanske lande
  • Hjælp til børn med handicap i Chile
  • Bygning af børnehaver og skoler i Indien, Peru og Tanzania U-landskalenderen verden rundt.

Se hele listen over de sidste 60 års lande og hjælpeprojekter her

U-landskalenderen har gjort en forskel

Børn i mere end 40 lande har igennem årene fået gavn af U-landskalenderens projekter. Men hvad kom der ud af indsatsen?

Læs her om nogle af resultaterne

Del på Facebook