Mød årets projekt i børnehøjde
Hvad går pengene fra U-landskalenderen egentlig til i år?
Årets to organisationer har skabt flot indhold til en kort temaside om årets projekt her på hjemmesiden. Her oplever dine elever på få minutter, hvad dette års projekt præcist handler om, og hvordan det vil gøre en forskel.
Bl.a. viser børn i Sierra Leone eleverne rundt i snørklede gader og besøger deres yndlingssteder, mens de fortæller om årets projekter. Og hvad det betyder for deres liv at få lov til at spille fodbold og få en teknisk uddannelse.
Hvad går pengene fra U-landskalenderen til – og hvorfor giver det mening? Det får dine elever svar på i korte, spændende bidder og i børnehøjde.
U-landskalenderen hjælper i år børn og unge i Sierra Leone – særligt med fokus på at inkludere piger og unge kvinder i samfundet. Det sker via sport og uddannelse, hvor der bliver skabt trygge, sjove og lærerige steder at mødes.
På temasiden 'Alle på banen' bliver eleverne vist rundt af Adana og Kadiatu.
Hvorfor er det vigtigt at have fokus på piger og kvinder?
I Sierra Leone forventes piger at hjælpe til i hjemmet. Mange kommer ikke i skole eller dropper alt for tidligt ud. Der er stadig en stor ulighed mellem kønnene.
Her kan en fodboldbane eller en skole være sikre fristeder, hvor alle har lov at være med. Både de små og de store børn. Drenge og piger. Det er godt at have trygge steder med voksne, der hjælper en, hvis det er svært. Og fortæller, hvilke muligheder, man har – og hjælper til med at få skolegang og uddannelse, der kan bringe en videre. Det er præcis det, pengene for årets projekt går til.
Hvorfor hjælper årets projekt?
På siden fortæller to unge piger enkelt og i korte videoklip om: Hvorfor er det vigtigt at have et sted, hvor man har det sjovt og trygt med sine venner? Hvorfor er det vigtigt at få en uddannelse? Hvorfor er der nogle, der ikke kommer i skole som børn? Hvordan er det at være barn i Sierra Leone? Hvad drømmer de om i deres liv?
Mød to piger, der har fundet deres fristed
Kadiatu viser rundt på FANT’s fodboldbane og fortæller, hvad det betyder for hende at være en del af aktiviteterne her. Hvad banen betyder for hende. Hvad hendes venner betyder for hende.
Adana tager os med rundt på skolen Youth Dream Center, som støttes af Dreamtown, hvor piger kan få en teknisk uddannelse, så de får bedre muligheder og kan bestemme mere i deres eget liv.
Nemt at arbejde med i klassen – på to måder
Temasiden fortæller med billeder, korte tekster og videoklip. Du kan enten bruge den som en slags præsentation, I udforsker sammen i klassen, eller du kan lade eleverne dykke ned i den interaktive fortælling på egen hånd. Sektionen er målrettet 2.-5. klasse.