Gå til hovedindholdet Gå til undermenuen

Særligt forløb for 0.-1. klasse med Motor Mille og Hr. Skæg

I år kan I også supplere med enkle opgaver, der er knyttet til DR’s serie med Motor Mille og Hr. Skæg i Sierra Leone: ’Jagten på regnbuens magi’. De kan bruges samlet eller enkeltvis.

De er udviklet af DR Lær og retter sig til understøttende undervisning i 0. og 1. klasse – med små videoer, klassedialog og sjove opgaver.

I årets fiktionsserie fra DR Ramasjang er Hr. Skæg og Motor Mille på en mission i Sierra Leone. Serien ligger klar i Filmbanken.

Som noget nyt har DR Lær lavet et lille undervisningsforløb, der knytter sig direkte til Ramasjang-serien, de populære figurer, og de børn og steder, de møder i filmene. Til hver del af forløbet er knyttet små ekstra film, hvor Hr. Skæg og Motor Mille kommer lidt tættere på de børn og de steder, de oplever i Sierra Leone.

Opgaver og film er rettet til understøttende undervisning i 0. og 1. klasse.

Både forløbet og DR’s ekstrafilm til opgaverne vil blive lagt ud på DR’s hjemmeside fra 1. november.

www.dr.dk/skole

Der vil også blive lagt et tilsvarende materiale ud til daginstitutioner: www.dr.dk/spire.

Se, hvad opgaverne kommer til at rumme:

Del 1: Om Sierra Leone (2 lektioner)

Eleverne møder Sierra Leone og lærer, hvor landet ligger, hvordan klimaet er, og hvilke dyr der lever dér. Undervejs ser de en video med Motor Mille, der fortæller om Sierra Leone. De løser opgaver, hvor de farvelægger årstider og tegner streger mellem, hvilke dyr der lever i Sierra Leone og i Danmark.

Del 2: Børneliv i Sierra Leone (2 lektioner)

Eleverne lærer, hvordan det er at være barn i Sierra Leone. De møder Fatmata på 10 år, der viser Hr. Skæg rundt i sit hus og ser videoer med Hr. Skæg og Fatmata. De løser opgaver, hvor de tegner deres hjem og udpeger ting, der kan passe i Fatmatas skoletaske.

Del 3: Fælleslege i Sierra Leone (2 lektioner)

Eleverne lærer, at børn i Sierra Leone er gode til fælleslege. Eleverne leger en fællesleg, og de snakker om det gode og svære ved fælleslege. Undervejs ser de videoer med børn i Sierra Leone, der leger fælleslege med og uden redskaber. Eleverne løser en opgave, hvor de finder vej gennem en labyrint.

Del 4: Familieliv i Sierra Leone (1 lektion)

Eleverne lærer, hvordan børn i Sierra Leone hjælper derhjemme. De ser video, hvor Fatmata henter vand ved en brønd. De løser en opgave, hvor de tegner det, de selv hjælper til med derhjemme. Hvis de ikke hjælper med noget derhjemme, tegner de deres familie.

Del 5: Kultur i Sierra Leone 2 (lektioner)

Eleverne lærer om kultur i Sierra Leone. De lærer om maden, flaget og transporten i landet. Undervejs ser de en video med 10-årige Asatu, der handler på et marked og laver mad. De ser også en video, hvor Motor Mille kører i keke - de små taxaer, som mange også kalder for en tuktuk. Eleverne løser opgaver, hvor de farvelægger flag og tegner en prik til prik tegning af en keke.

Årets sang med musikvideo og leg

Del på Facebook